Behandling og psykolog


Paideia – foto signfind

De børn og unge, der bor på Paideia, har alle brug for forskellige former for bearbejdning og behandling af fx udviklings- eller tilknytningstraumer, fysisk eller psykisk omsorgssvigt, følelsesmæssige vanskeligheder, fejludvikling eller familiemæssige udfordringer.

 

Alle børn på Paideia har individuelle behandlings- og udviklingsplaner, som tager afsæt i kommunens handleplan for barnet. Behandlingsplanerne gennemgås og justeres regelmæssigt af teamet omkring barnet i samarbejde med vores psykolog.

Behandlingen foregår bl.a. ved at personalet via psykologisk og pædagogisk indsigt i barnet tilrettelægger hverdagen efter barnets behov og udviklingsalder, og hvor alle omkring barnet kender og arbejder efter barnets behandlingsplan.

Behandlingen kan også foregå ved, at barnet eller den unge har samtaleterapi med Paideias egen psykolog. I et samtaleforløb kan barnet få bearbejdet svigt eller traumer, eller vi kan arbejde med barnets selvforståelse og forståelsen af sin familiemæssige baggrund og årsagerne til anbringelsen. Barnet kan også i arbejde med relationen til sin familie, som ofte kan være præget af svære følelser som skyld, ansvar, vrede, savn og svigt. Endelig kan der arbejdes med risikoadfærd, angstproblematikker eller andre, behandlingskrævende udfordringer.

Vores psykolog superviserer og underviser regelmæssigt personalet.